Kære Thomas

Tak for din mail angående fart kameraer.

Til din orientering vedlægger jeg nedenstående et spørgsmål til
trafikministeren, debatindlæg vedrørende fartfælderne samt en
pressemeddelelse udsendt i forbindelse med opsættelsen af
fotofartfælderne.

Som du kan se, er Dansk Folkeparti imod fotofartfælderne. Efter vores
opfattelse er der tale om en ren pengemaskine, der kun har til formål at
skrabe penge ind til staten og ikke at højne trafiksikkerheden.

Desværre har vi ikke så stor mulighed for at påvirke tingene, sådan som
folketinget er sammensat i dag.

Med venlig hilsen
Dansk Folkeparti

Klaus Kjær
Trafikpolitisk ordfører

--------------------------------

Spm. nr. S 3334

Til trafikministeren (20/7 01) af:

<http://intraen/BAGGRUND/Biografier/Klaus_Kjaer.htm> Klaus Kjær (DF):

»Vil ministeren iværksætte procedurer, så også udlændinge fra
ikke-nordiske lande opkræves fartbøder, når de går i politiets
fotofartfælder?«

Begrundelse

Det fremgår af udtalelser fra politiet, at de udenlandske bilister
bliver registreret, men at man ikke forfølger sagen videre, da
proceduren åbenbart er for besværlig - altså et rent cost-benefit
synspunkt og ikke et forebyggende tiltag. I debatten omkring forslaget
om forhøjelse af hastigheden på motorvej var det jo netop ministerens
synspunkt, at hastighedsbegrænsningerne alene er begrundet i dette
forebyggende og sikkerhedsmæssige hensyn, og spørgeren forstår derfor
ikke, hvorfor dette synspunkt fraviges, når procedurerne omkring
opkrævning af bøderne bliver for besværlig.

Svar (25/7 01)

Trafikministeren (Pia Gjellerup, fg.):

Da opkrævning af bøder på færdselslovens område henhører under
justitsministerens ressort, har jeg bedt Justitsministeriet om en
udtalelse i sagen.

Når denne foreligger, vil jeg fremsende et endeligt svar på spørgsmålet.

------

Debatindlæg

En ren pengemaskine

Af udtalelser fra politiet fremgår det, at udenlandske bilister fra
ikke-nordiske lande ikke modtager en fartbøde, selvom de under deres
ophold i Danmark bliver taget i en af politiets fotofælder med for høj
hastighed. Begrundelsen skulle være, at proceduren er for besværlig.

Trafikministeren har gentagne gange udtalt, at formålet med
fotoovervågningen på de danske landeveje er af sikkerhedsmæssige hensyn
og ikke for at skrabe penge ind til statskassen. Derfor kan det undre,
at man med hensyn til indkrævning af bøder i udlandet antager et rent
cost-benefit synspunkt, og altså ikke inddriver bøderne, fordi
omkostningerne er for store.

Det synspunkt finder Dansk Folkeparti dobbeltmoralsk, og jeg har derfor
bedt trafikministeren iværksætte procedurer, så konsekvenserne af
overtrædelse af hastigheden på de danske landeveje bliver ens for alle,
og således at fotofælderne ikke blot fungerer som en ren pengemaskine.

-------------

PRESSEMEDDELELSE

Fotofartfælder

er en uskik

- Dansk Folkeparti er modstander af trafikministerens planer om, at der
skal opstilles fotofartfælder over hele landet, siger DF's
trafikordfører, Ole Donner.

- Fartfælderne har intet som helst at gøre med trafiksikkerheden.
Tværtimod handler det om, at staten nu prøver at lancere en ny form for
pengemaskine, der skal komme den evigt slunkne statskasse til hjælp,
siger Ole Donner og fortsætter:

- Man kan desværre frygte, at sagen ikke stopper hermed. Hvis Danmark
skal plastres til med fotofælder, er overvågningssamfundet rykket et
stort skridt nærmere, og så kan man jo nemt finde ud af, hvor hr. og fru
Jensen har været på et bestemt tidspunkt. Vi kender det allerede fra
Storebæltsforbindelsen, hvor alle bilister fotograferes.

Skal der endelig opstilles fartfælder enkelte steder, f.eks. ved skoler,
vil det være et krav fra Dansk Folkeparti, at bilisterne i god tid
forinden via tavler advares om, at der er en fotofælde forude, siger Ole
Donner.